Fredagsdiktet: Man burde

Det er noe fint med gamle bibliotekbøker, særlig med lommene bakerst. Dikt-antologien Dette står jeg inne for ble ifølge Bokklubben utgitt i 1969. Jeg aner ikke når boka ble plassert i hyllene på skolen som den gang het Lillestrøm gymnas, men på lånekortet bakerst kan jeg se at Bente-Gry lånte den (og fornyet lånet én gang) i 1977, mens i 1978 hadde Grete den i to måneder. Et bittelite, historisk datalagringssystem i hver bok, tenk det!

Nordiske naboer forstår hverandre stadig dårligere, leste jeg i siste nummer av Språknytt, og det står visstnok dårligst til blant de yngre. Nordmenn og færøyinger kommer imidlertid best ut, og det interessante er at dette også gjelder blant innvandrerne i de respektive landene. Det er mye som er interessant med nordisk språkforståelse, men jeg skal ikke la meg rive med akkurat nå, dette kan vi snakke mer om i en senere post.

La oss i stedet fryde oss over alle de fine ordene i dette danske diktet fra antologien jeg nevnte. Som Benny Andersen selv sier det: "Jeg sætter selv pris på dette digt, fordi det så intenst udtrykker et av mine hovedmotiver: konflikten mellem tilskyndelse og hæmning; men først og fremmest på grund af det underfundige og for mig selv overraskende modspil mellem tema og ord: de ord, som stærkest udtrykker bundetheden og nødvendigheden af at bryde ud af sine hæmninger, er i sig selv og i deres sammenstillinger så sprælske, at jeg synes de sprenger hæmningene idet de beskriver dem.
Mit ideal af et digt: Ord der ikke nøjes med at beskrive, men griber aktivt ind i det de beskriver."

Man burde

Bløde lyde smuldres mod ruden
lommemumlen
skorpeskutten
vatgny
gadens maveknurren
klang av fjerne gummikødben
filtbassiner fyldes
visere stryger tæt forbi hinanden
luften middagssyrlig af ledninger
ir
og væltede blækhatte

man burde gå i gang
børste klips og krummer af sig
finde ud av noget
indfinde sig
styrte sig ud i Vanløse med opsmøget sjæl
Vanløse uden klips
uden noder
uden videre
man burde blande sig
i et kort vildt nu omgåes brødkuske
piloter
og næppe overkørte børn
og ind imellem foretage spændstige indkøb
af nøgleringe, svampeatlas, knystskånere
komme til orde
til sin ret
komme til
omsider synke sin indre bowlerhat
man burde leve
ikke mindst livet
timen
fristen
man burde burde
eller man burde hvile først
man har tiden for sig
tiden bag sig
har endnu gammel fråde om munden
man burde samle kræfter
hvile intenst
nådeløst
holde vejret
stillingen
stangen
lude energisk ind i sig selv som en høstak
dynge alle middagslumre impulser oven i hinanden
og knurrende afvente selvantændelsen

(Benny Andersen)